Kategorier

Nyhedsbrev
Energitilskud

Varmegenvindingsanlæg og udluftning

Et varmegenvindingsanlæg er fantastisk at have i sin bolig, men brug det med omtanke. Det vil nemlig spare dig penge i det lange løb.

En misforståelse!
Mange tror at man med et varmegenvindingsanlæg dagligt stadig skal lufte ud i boligen. Så lad os med det samme slå fast, at så længe anlægget kører, så skal og behøver man ikke lufte ud.

Et varmegenvindingsanlæg sørger selv for at lufte effektivt ud i hjemmet. Derfor vil du ved at åbne vinduer og døre, kun forårsage at anlægget nu skal til at arbejde hårdere for at opretholde temperaturen i huset.

Varmegenvindingsanlæg forklaret

Det betyder i længden en højere el-regning. Samtidig mister du også nogle af de fordele som genvindingsanlægget giver.
F.eks. kan et varmegenvindingsanlæg selv styre fugtigheden i huset, så skimmelsvamp og husstøvmider holdes nede. Ved at åbne vinduerne, ryger denne effekt af fløjten og anlægget skal arbejde hårdere for at prøve og holde fugtigheden nede.

Mange varmegenvindingsanlæg har også installeret pollen og støvfiltre som reducerer mængden af pollen, støv og andre allergener i luften. Igen, ved at åbne vinduer tillader du i høj grad at bl.a. pollen får fri adgang til dit hjem.

Varmegenvindingsanlæg

Varmegenvindingsanlæg om sommeren

Hvis du alligevel ønsker at åbne døre og vinduer, som det f.eks. indbyder til især om sommeren, så bør du slukke anlægget mens det står på.

Det kan dog være besværligt at skulle slukke og tænde hele tiden, så en løsning kan være helt at slukke varmegenvindingsanlægget om sommeren, og tænde det op igen når temperaturen falder udenfor.